Fender var alles øjesten, hans blide væsen, smukke ydre og tro på en træningsbane er nok det han huskes mest for. Hans gener er gået videre i forskellige lande. Fender blev døv og
halvblinde på sine gamle dage, han bagpart gav efter når han blev puffet lidt til af de andre i flokken, så det var vores beslutning at sige farvel mens der stadig var lidt værdighed for ham. Hans plads i flokken som leder blev aldrig
nogen sinde truet, de andre behandlede ham med stor respekt. En dreng vi kun kan være stolte af at have haft hos os. Han vi gå over i historien som første HSH med IPO II, kun overgået af hans niece med IPO III. Godt vi har de gode
minder og billeder at trøste os ved.Vi håber der stadigvæk vil komme små Fender hvalpe i mange år endnu. Længe leve Fenders minde.